Vedtægterne her er vedtaget på den ekstraordinære generalforsamling d. 31. maj 2012.
§ 1 Navn:
Foreningens navn er Grundejerforeningen Glenshøjparken, og omfatter samtlige parceller, som er nævnt i deklarationen for området.
Dens hjemsted er Glamsbjerg, Assens kommune, Fyn.
§ 2 Formål:
Foreningens mål er i det hele at varetage medlemmernes fælles interesse, såvel udadtil overfor myndighederne, som indadtil i det indbyrdes forhold, herunder administrere en evt. fælles anvendelse af grønne områder m.v.
Det påhviler endvidere foreningen at varetage medlemmernes interesse som grundejer samt sørge for drift og vedligeholdelse af fremtidige fællesanlæg.
Bestyrelsen skal administrere de midler, der indbetales af medlemmerne til de af generalforsamlingen vedtagne formål.
§ 3 Medlemmer:
Foreningens medlemmer er de til enhver tid værende ejere af haveboliggrunde, der er udstykket af Glamsbjerg kommune under partiel byplanvedtægt nr. 4.
Hvert husnummer råder over højst 2 stemmer.
§ 4 Medlemmernes forpligtelser:
Ethvert medlem er uden videre undergivet foreningens vedtægter, således at de til enhver tid er lovligt vedtagne på foreningens generalforsamling.
For grundejerforeningens forpligtelser hæfter foreningens medlemmer indbyrdes pro rate overfor foreningen, således at foreningens kreditorer ikke kan rette krav mod det enkelte medlem, et medlem kan ikke på noget tidspunkt – ej heller ved salg af ejendom – gøre krav på udbetaling af sin andel i foreningens formue – ligesom andel i denne formue ikke kan gøres til genstand for handel, pantsætning eller anden overdragelse.
Både den tidligere og den nye ejer er forpligtede til at anmelde ejerskifte til foreningens kasserer, og i forbindelse hermed oplyse foreningen om den nye ejers navn, emailadresse, bopæl samt parcellens postadresse.
§ 5 Bestyrelsen:
Foreningens daglige ledelse varetages af en af generalforsamlingen valgt bestyrelse på 5 medlemmer.
Det tilstræbes, at der i videst muligt omfang vælges et medlem fra hver af de fem vænger.
Bestyrelsen konstituerer sig selv med valg af formand, næstformand, kasserer og sekretær.
Bestyrelsens medlemmer er ulønnede.
Bestyrelsens medlemmer vælges for 2 år af gangen og afgår på de ordinære generalforsamlinger som følger:
På lige årstal afgår to medlemmer.
På ulige årstal afgår tre medlemmer.
Der vælges 1 suppleant hvert år.
Bestyrelsen har den daglige ledelse af alle foreningens anliggender.
Foreningen tegnes af formanden eller i dennes forfald af næstformanden sammen med en af bestyrelsens øvrige medlemmer. Ved beslutninger truffet af generalforsamlingen angående optagelse af lån eller køb og salg af fast ejendom tegnes foreningen dog af den samlede bestyrelse.
Bestyrelsen er beslutningsdygtige, når mindst fire medlemmer er tilstede.
Bestyrelsesmøder holdes så ofte, som formanden finder det fornødent, eller når mindst to bestyrelses-medlemmer fremsætter begæring herom.
Afgørelser indenfor bestyrelsen træffes ved simpel stemmeflertal.
Bestyrelsen foranlediger, at der føres en beslutningsprotokol, hvori indføres de af bestyrelsen og generalforsamlingen vedtagne beslutninger. Protokollen underskrives af de tilstedeværende bestyrelsesmedlemmer.
Et bestyrelsesmedlem, der uden lovlig grund udebliver fra tre på hinanden følgende bestyrelsesmøder, må afgå af bestyrelsen, såfremt et simpel flertal blandt medlemmerne af bestyrelsen kræver det.
Suppleanten indtræder i hans sted.
Dersom antallet af bestyrelsesmedlemmer ved afgang i årets løb, og efter at suppleanten er tiltrådt, bliver mindre end tre, er bestyrelsen berettiget til at supplere sig selv indtil førstkommende generalforsamling.
§ 6 Generalforsamlingen:
Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.
Ordinærgeneralforsamling afholdes én gang årligt i april måned.
Ordinær generalforsamling indkaldes med 14 dages skriftlig varsel til hvert husnummer. Indkaldelsen sendes til medlemmernes emailadresse og kun alternativt til deres faste adresse.
Ekstraordinær generalforsamling, der indkaldes på samme måde og med samme frist som den ordinære, afholdes så ofte, som bestyrelsen finder det nødvendigt, eller efter at mindst ¼ af foreningens medlemmer – der ikke er i restance til foreningen – til bestyrelsen indgiver skriftlig motiveret begæring med angivelse af dagsorden for den ekstraordinære generalforsamling. Når en sådan begæring er indgivet til bestyrelsen, skal generalforsamling afholdes inden fire uger efter dennes modtagelse.
Hvis ikke mindst ¾ af de medlemmer, der har ønsket den ekstraordinære generalforsamling indkaldt, er til stede på generalforsamlingen, kan dagsordenen, nægtes behandlet.
Indkaldelse til generalforsamlinger skal indeholde oplysning om dagsorden og kun de forslag, der er optaget på denne, kan komme til behandling og afgørelse.
Forslag fra medlemmer må for at komme til behandling og afgørelse på den ordinære generalforsamling være skriftlig og være formanden for bestyrelsen i hænde senest den 15. februar.
Forslag fra medlemmer og bestyrelse, samt revideret årsregnskab udsendes samtidig med indkaldelsen.
Forslag, der skal behandles på en ekstraordinær generalforsamling, må indgives på samme måde samtidig med begæring om generalforsamlingens afholdelse.
Stemmeafgivelse finder sted ved håndsoprækning, eller såfremt et medlem ønsker det, skriftligt.
Adgang til og stemmeret på foreningens generalforsamlinger er betinget af, at medlemmet ikke er i restance med kontingent eller anden forfalden betaling til foreningen.
På generalforsamlinger kan der for hvert husnummer højest afgives to stemmer, ved hvilket forstås:
Én stemme pr. person ved personligt fremmøde.
Alle generalforsamlinger afholdes i Glamsbjerg.
Dagsorden til de ordinære generalforsamlinger skal indeholde følgende punkter:
1. Valg af dirigent
2. Valg af referent
3. Formandens beretning om foreningens virksomhed i det forløbne år
4. Aflæggelse af regnskab for det forløbne år med revisionspåtegning
5. Eventuelle forslag fra bestyrelse og medlemmer
6. Valg af bestyrelsesmedlemmer og 1 suppleant
7. Valg af 1 revisor og 1 suppleant for denne
8. Fastsættelse af kontingent for det kommende regnskabsår
9. Eventuelt
Alle beslutninger på generalforsamlingen afgøres ved simpel stemmeflertal blandt de fremmødte.
Til vedtagelse af beslutninger, der går ud på forandring af foreningens vedtægter eller deklaration for udstykningen Glenshøjparken, fordres af mindst 10 af foreningens husstande er repræsenteret på generalforsamlingen, og at beslutningerne vedtages af mindst ¾ af de afgivne stemmer.
Er det fornødne antal stemmer ikke repræsenteret, men forslaget i øvrigt vedtaget, indkaldes inden 3 uger med sædvanligt varsel en ny generalforsamling, der da er beslutningsdygtig uanset antallet af fremmødte, og til vedtægtsændringer kræves da, at den vedtages af mindst ¾ af de afgivne stemmer.
De på generalforsamlingen vedtagne beslutninger indføres i foreningens beslutningsprotokol og underskrives af de nyvalgte medlemmer.
§ 7 Kontingent:
Det årlige kontingent til dækning af foreningens udgifter, som betales af hvert medlem for hvert husnummer pågældende er ejer af, er det af generalforsamlingen til enhver tid fastsatte beløb.
Kontingentet, som betales forud for et år af gangen, og opkræves samtidig med indkaldelsen til generalforsamlingen. Indbetalingen skal være registreret på foreningens konto inden generalforsamlingen for at medlemmet er stemmeberettiget.
Medlemmer, der overdrager deres ejendom i løbet af foreningens regnskabsår, og som derved ophører med at være medlemmer, har intet krav på tilbagebetaling af medlemskontingentet eller udbetaling af nogen andele af foreningens formue eller de af foreningens eventuelle dannede fonde.
§ 8 Ejerskifte:
Ved ejerskifte hæfter den tidligere ejer af et husnummer solidarisk med den nye ejer for eventuelle restancer til foreningen samt for løbende ydelser og foreningens øvrige forpligtelser, indtil ejerskiftet er anmeldt skriftligt til foreningens kasserer.
§ 9 Medlemskartotek:
Foreningens kasserer fører et medlemskartotek, der indeholder oplysninger om medlemmernes navne, adresser og emailadresser. Medlemmerne oplyser ved indmeldelse deres bopæl og er forpligtet til at meddele kassereren enhver ændring af disse oplysninger.
§ 10 Regnskab:
Foreningens regnskab følger kalenderåret, første regnskabsår dog fra foreningens stiftelse og til 31.12.
Regnskabet skal tilstilles revisorerne inden den 15.02. og skal af disse være revideret såvel talmæssigt som kritisk så betids, at en kopi med revisionspåtegning kan udsendes til medlemmerne samtidig med indkaldelse til generalforsamling.
Foreningens regnskab revideres ad 1 af den ordinære generalforsamling valgt revisor.
Revisoren vælges for 1 år ad gangen.
§ 11 Foreningens formue:
Medlemmernes indbetaling foretages til foreningens konto i pengeinstitut (Danske Bank).
Udbetalinger foretages og underskrives af kassereren.
Ved kassererens forfald foretages disse af formanden.
§ 12 Foreningens opløsning:
Foreningen kan i henhold til deklaration for Glenshøjparken, ikke opløses og medlemmerne kan ikke udtræde af denne, bortset fra ejerskifte, hvor den nye ejer er forpligtet til at indtræde i den tidligere ejers sted.